Fnadderpadden lagde Kai Ikast i benlås
Fnadderpadden er en lille, meget sjælden padde man i lighed med den europæiske sumpskilpade anså for at have været udød i de sidste par tusinde år. Imidlertid fandt man pludselig 3 eksemplarer af Fnadderpadden i Gudenådalen ved Randers i 2005.
Senere er adskillige eksemplarer dukket op, og i 2006 fandt man det ottende individ. Dyrene er meget sky, og det kan være årsagen til deres uopdagede eksistens i alle årene. Fnadderpadden lever hovedsageligt at animalsk føde såsom; småfisk, haletudser, vandinsekter o.a.

Jubel hos "Jyder Mod Overflødige Motorveje"
"Efter lang tids mismod, var det næsten for godt til at være sandt at naturen for een gangs skyld fik lov at spænde ben for Vejvæsenet" siger Eigil Jørgensen fra foreningen "Jyder Mod Overflødige Motorveje". Og han fortsætter: "At en lille padde man troede var uddød kunne bremse Kai Ikast & Co., bekræfter bare det gamle ordsprog om at "liden tue kan vælte stort læs". Selvfølgelig betød det også noget at EU har erklæret Gudenådalen for habitatområde slutter en tilfreds Eigild Jørgensen.

Klik for større foto

Sådan lyder en Fnadderpadde (parringslyd):

I Stenalderen spiste de Fnadderpadde
I det arkæologiske tidskrift SKALK kunne man i nov. læse at Fnadderpadden tidligere var et såre almindelig dyr i Danmark.
Fra Eftebølles køkkenmøddinger ved man således at Fnadderpadden udgjorde en stor del af stenaldermandens kost. Akæologerne har i bunkerne af muslingeskalder, fundet betragtelige mængder ben fra Fnadderpadder, hvilket indikerer at stenaldermennesket ikke sagde nej til en portion Fnadderpadde.

Fnadderpadden omtalt af Blicher
Digtet om Randers padden er et af Blichers tidlige værker, og må anses for ufuldstændigt, da flere af stroferne er umotiveret afkortede. Værket indgår tydeligvis i et skæringspunkt mellem den nationale og naturromantiske digtning, hvor en af naturens mindst påskønnede væsner får en afgørende rolle i et betydningsfuldt kapitel af Danmarkshistorien, da fnadderpadden redder Niels Ebbesen fra den visse død.

Historien er velkendt for folkemindesamlere, men der er stor usikkerhed om hvorvidt det drejer sig om en frø eller en padde. Blicher tager med vanlig stålsikkerhed den svagestes parti, og vælger den sjældent sete, og dermed myteopspundne fnadderpadde, som omdrejningspunktet for den nationalromantiske tanke om en styrende hånd fra Danmarks jord til danskernes historie.

Skønt relativt ukendt blandt folk udenfor Blicher - interesserede, har digtet dog medført, at man flere gange fra Randers Naturhistorieforening har søgt at få fnadderpadden udnævnt til nationaltudse.”
Uddrag af Kaare P. Hermansens ”De nationale strømninger i dansk romantisk digtning, 1815-40”, Forlaget Bondeliv, 1981.

Fnadderpaddens Sange (af St. St. Blicher)

Længe har jeg savnet Din rustne dybe Sang,
Hvor har Du dog været, den Vinter mørk og lang?
Iis og Snee har dækket den klare Randers Aa,
men Du har slumret sikkert under sivets visne Straa,
Hvad drømte Du derunder den kolde Snee saa Hvid?
Om Foraarslysets kommen eller længst forgangen tid?
Thi Du, skønt lav og vortet, var Randers Helt engang,
Da Tydsken stod i Landet og brændte Mark og Vang.

Hvor var Du, Fnadderpadde, den Aften i April,
Da Gerhard, onde Greve, blev sendt i Gravs Eksil?
Niels Ebbesen med Staal betalte for Jyllands Arv og Gæld,
hans Rustning knapt ham værged mod Tydskens Pilesmæld.
De flygted over Broen, Han og Hans stolte Flok,
og brød saa Broens Planker, hver Bræt, hver fjæl, hver Stok.
Men Sagnet kan fortælle, og Emter kan man tro,
at Tydskens bedste Skytte, sin Armbrøst da fremtog.

Ak, ingen hærdet Harnisk kan saa en Pil modstaa,
og sluknes sikkert ville hans Øjnes klare Blaa.
Men netop denne aften opvaagnede til Daad,
hin skjulte Fnadderpadde, saa hæslig og saa Vaad.
Dens dybe Kaldekvækken Soldaten kendte ej,
og skræmt Han sendte Pilen i Kvækkelydens Vej.
Den kække Fnadderpadde sit Liv oplod den Nat,
mens Danmarks stolte Væbner i Sadlen stadig sat.

Husk vel I Randersdrenge, glem ej, Du Pigelil,
naar I i Foraarstide ved Aaen ”farer vild”:
I kan herude vanke, i Mose og i Skov,
fordi en simpel Padde, dens Røst så haard og grov,
sit liv gav for en Væbner, og kom da saa i Hu,
hvad Røsten engang loved’ den stadig lover nu;
”Dansken er og Dansken blive, paa egen Jord fri Mand,
Saalænge man i Randers Fnadderpadden høre kan!”